Kvinderoller og heltinder

Generel_Foredrag“Vi mennesker er afhængige af at blive set af hinanden, som dem vi præcis er! Børnene ved hvad det handler om – De siger det ligeud, så snart de lærer at tale. “Se mig” siger de, første gang de står på et ben – Ja – “Se mig!”

I mors blik lærer jeg mig selv at kende, som det ny menneske, jeg nu er blevet efter at have stået på ét ben. Men selvom jeg på et tidspunkt holder op med at sige det lige ud – så bor dette “se mig!” inden i mig hele livet, for identitet er ikke noget, du får en gang for alle. Den, du er gennem livet, den bliver du til,  – og hen af vejen bliver du mødt af nye versioner af dig selv, roller som du uden at tænke over det, bliver fortrolig med….”

Jeg er skuespiller og har spillet mange forskellige slags kvinder på film, tv og teatret. I mit foredrag taler jeg om “kvinderoller”. Både dem på lærredet, men også om dem ude i virkelighedens hverdag, for det er roller som gensidigt spejler hinanden. Vi genkender uden tøven os selv i den engelske kvindelige politi-kommissærs blik og der bliver i modsætning til for bare 10 år siden skrevet roller til kvinder, som aldrig før.

Jeg taler om, hvor vigtigt det er og hvordan vi undgår stereotyper, om heltinden anno 2008; Hende, som er stolt af sine styrker, men også af sine svagheder. Og hør mig til sidst afsløre hvordan Sara Lund fra “Forbrydelsen”, Pippi fra VillavillaKulla og Maude fra Korsbæk tilsammen udgør mit bud på vores første kvindelige statsminister.

På diasserie undervejs præsenterer jeg en perlerække af historiens mest markante kvinderoller lige fra Marilyn Monroe i “Diamonds are a girls best friend” til Emma i Rottehullet og Lara Croft fra Tomb Raider.

Læn dig tilbage og mød din indre heltinde undervejs i dette personlige og humoristiske foredrag om “Kvinderoller og Heltinder”