”Den Sidste Udvej”

”Den Sidste Udvej” – beretninger om overlevelse (40 min.)

Hvert år forsøger 10.000 danskere at tage deres eget liv. I “den sidste udvej” fortæller 4 danskere hvorfor.

Hvad er det, der gør, at nogle af os mister livslysten og ser døden som den eneste udvej? Og hvad er det for øjeblikke som alligevel gør livet værd at leve for en, der ellers er fast besluttet på at dø?

den sidste udvej” fortæller fire livshistorier, vi kan lære af. Så det kan mærkes. På en gang nøgternt og poetisk. Så vi forstår noget, de færreste ikke helt kan begribe og som tilmed er dybt tabuiseret.

Eva, Pernille My, Leo og Pernille – er overlevere. De har et eller flere selvmordsforsøg bag sig. Men har valgt livet. De fortæller i en ærlig og afklaret tone om den vej, der har bragt dem til der, hvor de er i dag.

Fortællingen formidles af de fire medvirkende direkte til kameraet, som sammenflettede punktnedslag. En opvækst, en mor, en far og en søster eller bror et sted i Danmark. Skolen og sport, fritidsinteresser, venner og følelser, årstider, mærkedage, succeser og skuffelser. De små begivenheder som leder dem ind på en vej, der viser sig at ende blindt. Ensomheden har de tilfælles og døden fremstår som den eneste mulighed. De træder ind i døden, men kommer tilbage. De ser de små ting, som gør livet værd at leve.

den sidste udvej” pakker de fire fortællinger ind i et dialogiserende billedunivers. Billeder, som knytter an til beretterne og konkrete scener i deres fortællinger.

den sidste udvej” er en livsbekræftende film om selvmord, og som viser en vej ud af ensomheden og selvmordstankerne.

Mere om de fire profiler

Eva er enebarn og dygtig i skolen. Hun går i ottende. Men som hun siger: ” Jeg kommer jo fra et hjem, hvor vi ikke talte om tingene”! Eva er flittig, men mere og mere ensom og isoleret i skolen. Og det er svært at erkende at tingene ikke går som de skal”. På internettet får hun venner; andre unge, som har det svært, og hvor selvmord ofte bliver nævnt, som en løsning.

Pernille bliver bare tyndere og tyndere. En kvinde, som går til afrikansk dans med Pernille, siger til hendes mor, at der da vist er noget galt med Pernille. Som 14 årig bliver Pernille indlagt, da hun er nede på 40 kg, med trusler om at spise, ellers vil hun blive bæltefikseret. Ingen kan få Pernille til at sige, hvad der er galt. Hun ved det ikke selv. En dag på hospitalet opdager hun, at døren til hospitalets have er åben, og hun stikker af.

Leo er krigsveteran. Efter tre udstationeringer i Bosnien og en i Kosovo er han kommet helt derud, hvor livet ikke er værd at leve. Han er ramt af håbløshed og dårligt selvværd. ”Jeg kunne ikke få min dagligdag til at fungere, og jeg talte ikke med nogen. Så begyndte jeg med selvmedicinering. Heroin var en dejlig hovedafbryder i begyndelsen, men jeg blev afhængig, og mit liv faldt helt fra hinanden”.

Pernille B har altid haft fart på. Hun har arbejdet som en gal siden hun var tretten – har en flot studentereksamen og et cv mange ville være stolte af. Hun er 22 udadvendt, social og i gang med livet. Men den gode energi erstattes langsomt og umærkeligt af en manisk higen og stræben, som efter en lang og voldsom nedtur ender med en svær depression. ”Det føltes nærmest som en lettelse at få diagnosen ”Bipolar affektiv” efter at jeg i mange år ikke kunne begribe, hvad der foregik indeni mig”.